Plastik fra plakater hærger byen

EFTERLADENSKABER. Ikke nok med at der har hængt valgplakater i gaderne efter kommunalvalget. Denne gang har der også siddet plastik-strips tilbage, blandt andet på byens træer, hvilket kan være skadeligt.

Af Simon Reenberg og Thomas Frederiksen

thof@minby.dk

EFTER VALGET: Det er ikke noget nyt, at der fortsat hænger valgplakater, når de skal være taget ned.

Det har også været tilfældet i år. Men til irritation for mange borgere har der i år hængt masser af plastik-strips tilbage fra mange af de valgplakater, som er taget ned.

»Vi har ikke før set strips i det omfang, som vi har set ved det her valg,« siger Jakob Hjuler Tamsmark, partnerskabschef hos Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Lettest med strips

Partierne får bøder for de plakater, som er tilbage, men med strips er det mere besværligt, da man ikke umiddelbart kan se, hvilken plakat der har hængt de pågældende steder.

Det er Teknik- og Miljøforvaltningen, som fjerner begge dele. Jakob Hjuler Tamsmark, forklarer, at strips er blevet mere brugt, efter typen af plakater er ændret.

»Det, der er det store skifte, er, at partierne tidligere har brugt tynde masonit-plader og limet deres plakater på. De blev ofte bundet med snor, fordi det var lettest. Nu er de stort set udelukkende gået over til tynde plast plakater, hvor det tilsyneladende er lettest at bruge strips,« siger han. Det lader dog også til, at det lettest at lade stripsene sidde, og det lider de københavnske træer under.

»På træerne er det rigtig uheldigt, når der bliver efterladt strips, fordi træerne kan få det rigtig skidt af at vokse med en strip hængende på sig,« siger Jakob Hjuler Tamsmark og nævner, at det bestemt heller ikke er noget pænt syn med de efterladte strips.

Det er formentlig et bredt udvalg af partier, som har ladet strips sidde, og hos Venstre i København fortæller de, at de ikke har været opmærksomme på problemet, inden de valgte at bruge strips.

»Nej, men når man fjerner en plakat, skal alt selvfølgelig væk. Og jeg kan ikke garantere, at nogle af vores folk ikke har fjernet dem,« siger Lars Magnus Christensen, formand for Venstre i København, der især ærgrer sig over, at de sidder i byens træer.

Lars Magnus Christensen nævner også, at det var sejlgarn man benyttede sig af, da han begyndte som aktiv i politik. Det er nemmere at sætte plakater op med strips, men vanskeligere at tage dem ned.

»Med sejlgarn kunne man sætte en hobbykniv på en stang. Med strips skal man op at klatre og have en bidetang eller en beskærersaks med, og sådan en er der ikke mange, som har i byen,« siger han, men understreger, at det ikke skal være en undskyldning for at lade strips hænge.

– Vil I skærpe til næste valg, at strips skal tages ned?

»Ja, det er der ingen tvivl om. Jeg vil gerne gøre mit til at indskærpes, at der skal ryddes pænt op,« siger han.

Ikke robotter

Det Radikale Venstres formand i København Viktor Dyrlander mener, at hans parti har haft opmærksomhed på såvel valgplakater som strips.

Han beklager, at nogle plakater stadig har hængt i byen efter deadline, men forklarer det med, at de aktive i partiet er mennesker og ikke robotter.

»Men selvfølgelig skal strips jo tages ned. Og jeg mener da også, at vi i de radikale har haft fokus på det.«

– Skal I som partier have mere fokus på det til næste valg?

»Over en bred kam, ja.«

Valby Bladet har også kontaktet Socialdemokratiet i København, men de er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

- læs flere artikler > artikel oversigt...