»Her fik vi trukket bukserne af«

REDDET. Ramaskriget var hørbart i Ålholm, da Irma i slutningen af februar meldte ud, at deres butik på Roskildevej 148 var blandt de elleve forretninger, der skulle lukke 8. april. Forfærdelsen blev dog snart til handling, og siden har borgere kæmpet en indædt kamp for at redde den lokale Irma. Så indædt blev kampen, at Irmas ledelse torsdag valgte at frede Roskildevej 148 i 11. time.

Af Benedicte Lorenzen

belo@minby.dk

BUTIKSLYKKE: Champagneboblerne bruser lystigt i de mange langstilkede plastikglas, der bliver delt rundt i Irma på Roskildevej 148. Og ’lystigt’ er vel egentlig også det rette ord til at beskrive stemningen blandt de mange fremmødte borgere denne fredag eftermiddag.

Alle venter de på, at Irmas kommercielle direktør Jacob Elsborg vil hoppe op på den grønne mælkekasse og slå det fast, de fleste allerede godt ved: Deres lokale Irma kommer ikke til at lukke alligevel. Den får en prøveperiode på seks måneder.

Modstanden rejser sig

Ramaskriget gjaldede ellers i området, da Irma pludselig satte et skilt op foran butikken på Roskildevej, der proklamerede, at man desværre måtte lukke pr. 8. april.

Udmeldingen fik snart en række borgere til tasterne, og særligt tre tog teten og gik forrest i kampen for at redde deres lokale Irma. En af dem hedder Karen Dyhr Petersen:

»Jeg var initiativtageren til Facebookgruppen ’Vores Irma! Roskildevej 148 – 2500 Valby’, og det er selvfølgelig den, der har kastet en masse af sig. Det, der egentlig slår mig som det helt utrolige, er, at vi faktisk ikke kender hinanden ret mange af os. Vi er ikke gamle venner, vi kommer fra forskellige steder i Danmark og bor tilfældigvis i Valby, alligevel går så mange sammen om at redde en god butik fra lukning. Det gør mig positiv og glad, at man kan opleve sådan et fællesskab i et fragmenteret København,« fortæller hun.

Det har gjort stort indtryk

Og kæmpet, det er der så sandelig blevet. Efter et massivt pres valgte Irmas direktør Søren Steffensen at lægge vejen forbi Roskildevej 148 tirsdag eftermiddag. Og ligeså gjorde omkring 150 borgere. Noget, der gjorde indtryk på Irmas ledelse. Det fortæller den kommercielle direktør, da han endelig betræder den grønne mælkekasse i bortrejste Søren Steffensens sted:

»Da Søren kom hjem herfra i tirsdags, ringede han og sagde: Hvad gør vi? Jeg tror helt vildt på den her butik, kan vi stoppe udlejer i at leje lokalet videre ud?« fortæller Jacob Elsborg og høster stort bifald.

»Og jeg må sige, det er helt vildt at stå her i dag. Vi er godt klar over, at Irma skaber stærke følelser, og der er meget empati omkring vores brand. Vi plejer at sige, at vi kender vores marked, kunder og butikker godt, men vi havde ikke set den her form for opbakning komme. Her fik vi trukket bukserne af. Det vil vi godt erkende, og så må I godt kalde os tykhovedede,« fortsætter han.

At lukningen har været nært forstående, vidner de mange tommer hylder om denne fredag:

»Når vi træffer sådan en beslutning torsdagen, inden vi lukker om søndagen, så er det grundlæggende møgbesværligt for alle. Butikken er ved at være tom, og medarbejderne er på vej i alle vinde. Derfor blev der også lige et øjebliks stilhed på kontoret i går, da jeg sagde, at vi skulle fortsætte forretningen. Men så fik vi pludselig rigtig travlt med at få ringet rundt til medarbejderne,« forklarer Jacob Elsborg.

Farvel til Helle

Netop medarbejderne med butikschef Helle Høgsvard i spidsen har været en afgørende faktor i borgernes brændende iver efter bevare den lokale Irma. Det fortæller Jacob Lefevre, der også er en del af trekløveret bag bevaringskampen:

»Den her Irma betyder meget for mig, fordi den har historie. Den er indbegrebet af Irmabrandet og historien bag. Helle er lidt ligesom Irmapigen, hun ligner hende ikke, men hun indeholder alle værdierne som arbejdsomhed, flittig, samvittighedsfuld og kvalitetsbevidst,« fortæller han.

Desværre viser det sig, at Helle Høgsvard har valgt at takke ja til en stilling hos naboen Ålholm Tæpper. En udmelding, der får forsamlingen til at bryde ud i et skuffet suk. Mange vil savne butikschefen, der har taget imod på Roskildevej gennem 24 år. Selv var hun dog knap så sentimental:

»Jeg vil bare sige rigtig mange tak for den kamp, der har været. I har gjort det rigtig godt, og sammen slog vi dem. Jeg tror også, at Irmas ledelse har lært at hive vattet ud af ørene og lytte lidt på kunderne, for det ville klæde dem. Ellers ville jeg bare sige skål og rigtig godt kæmpet,« sagde hun fra den grønne mælkekasse og høstede fredagens største og længste bifald.

Til alles glæde har de andre medarbejdere valgt at fortsætte arbejdet i den lokale butik.

Jagten på overskuddet

Selv om Irma i første omgang er reddet, er kampen for dens overlevelse dog ikke slut endnu. Ledelsen har nemlig valgt at give forretningen seks måneder til at skabe det nødvendige overskud:

»Vi driver en forretning, hvor vi er nødt til at tjene penge, og den her Irma har ikke klaret sig godt de seneste år. Vi har dog nu aftalt, at vi giver den seks måneder, hvor den får fuld skrald med alt, hvad den kan bære. Hvis det så om seks måneder ser lysegrønt ud, og overskuddet kan bære, så er vi parate til at investere i fremtiden for den her butik. Lykkes det ikke at skabe et overskud, må vi lukke forretningen. Derfor skal vi nu hjælpe hinanden med at drive forreningen,« siger han, og opbakningen er klar, lover Karen Dyhr Petersen:

»Nu handler det om at hjælpe butikken med at skabe et overskud, og det tror jeg godt, vi kan med så så stor en opbakning. Hvordan det sker, ved jeg ikke. Det skal vi nu finde ud af sammen med Irma, det glæder jeg mig til,« siger hun.

- læs flere artikler > artikel oversigt...