Gadenavnene emmer af lokal sydhavnshistorie

ENGHAVE KANAL. Foreningen er i dag på vågeblus, men markerer sit 20 års jubilæum med en spændende billedhistorie om bydelens gade- og stednavne

Af Flemming Saugmann

red@lokalavisen-va.dk

HVORFOR HEDDER DEN DET: De færreste kender historien bag de lokale gade- og stednavne. Og endnu færre kender foreningen Enghave Kanal, en forening af frivillige, der siden november 1997 har arbejdet for mediedækning i Sydhavnen gennem film, tv med mere

Onsdag 11. april kl. 19 markerer Enghave Kanal sit 20 års jubilæum med et billedforedrag på det Gamle Posthus, Borgbjergsvej 26 om netop Sydhavnens gade- og stednavne.

Foredragsholder er bydelens historikus Paul-Erik Lind, der om nogen ved, hvordan mange af Sydhavnens gade- og stednavne knytter sig til bydelens lokalhistorie.

Lokal-tv til beboerne

Men også arrangøren, foreningen Enghave Kanal, er en historie værd, fortæller Paul-Erik Lind.

»De første år lavede foreningen lokal-TV under navnet SVTV. Udsendelserne blev transmitteret over kabelnet i Frederiksholmkvarteret og nåede ud til mere end 2000 husstande, men kunne desværre ikke ses af alle i Sydhavnen.«

Kanalen bragte hver uge igennem mange år information om arrangementer i bydelen – Kvartershuset, Biblio-teket, og Karens Minde Kulturhus var faste indsendere. Baggrundsstof om Kgs. Enghave var også en vigtig del af Enghave Kanals produktioner, udsendelser om f.eks. arkitektur i bydelen, naturområderne, skulpturernes historie m.v.

Lokalhistorien fik plads

Og meget tidligt blev også Sydhavnens lokalhistorie behandlet, fortæller Paul-Erik Lund.

»Vi lavede bl.a. udsendelser om havnens historie, Frederiksholms Teglværk, de fattige i Kgs. Enghave, Fiskerhavnen, de gamle gårde i 1800-tallet, historierne bag gadenavne som f.eks. Borgbjergsvej, Sjælør, Hammelstrupvej. Udsendelserne bragte historiske fotos, som vi fandt frem fra arkiver på Københavns Museum, Det Kgl. Bibliotek m.fl.«

Desværre ophørte udsendelserne i 2011 på grund af mangel på frivillige. Men heldigvis blev der allerede året efter skabt mulighed for at producere nogle af kanalens historiske udsendelser som DVD-film og dermed gøre dem tilgængelige for en større kreds, en overgang i samarbejde med Kgs. Enghave Lokalhistoriske Forening.

»Siden 2016 har Enghave Kanal dog drevet forlagsvirksomhed til gavn for Sydhavnens udvikling, efter at foreningens struktur er blevet tilpasset dette virke. Og foreningens hjemmeside bringer fortsat løbende nye fortællinger om Sydhavnens historie, der kan ses på www.enghave-kanal.dk, lyder opfordringen fra Paul-Erik Lind.

- læs flere artikler > artikel oversigt...