‘Dinner & Docs’ byder på idealisme og tapas

FILMISK. Filminstruktør Christina Rosendahls spændende spillefilm ‘Idealisten’ er på menuen i selskab med lækker tapas, når kulturhuset Karens Minde søndag byder inden for til den første udgave af konceptet ‘Dinner & Docs’.

Af Benedicte Lorenzen

belo@minby.dk

KARENS MINDE: Er du også typen, der nyder at indtage aftensmaden foran en god film derhjemme, så læs med her. På søndag 19. november inviterer Kulturhuset Karens Minde for første gang på konceptet ’Dinner & Docs’, som i alt sin enkelthed går ud på, at man ser en god film, hvorefter man spiser en lækker middag sammen med instruktøren af den netop afspillede film.

Under middagen vil der så være rig mulighed for at snakke lidt med filminstruktøren og blive klogere på, hvad denne måtte have haft på hjerte, da filmen blev skabt. Filminstruktør og medstifter Andreas Dalsgaard fortæller:

»Længe har jeg haft lyst til at skabe et forsamlingshus, hvor filmskabere kan møde publikum i øjenhøjde og dele gode madoplevelser,« siger han i en pressemeddelse.

’Dinner & Docs’ foregår i en uformel tone, hvor man ikke behøver at have en særlig filmviden for at deltage. Der findes ingen dumme spørgsmål.

En idealistisk begyndelse

På søndag 19. november er det instruktøren Christina Rosendahl, der lægger vejen forbi Karens Minde Kulturhus. Filmen, der vises, er hendes thriller ’Idealisten’ fra 2015.

Det er en spændingsfilm om et af de mest hemmeligholdte kapitler i det 20. århundredes danmarkshistorie. Nemlig historien om dengang et amerikansk bombefly styrtede ned med fire brintbomber ved den amerikanske militærbase i Thule, Grønland.

I filmen følger vi den unge radiojournalist, Poul Brink, da han 20 år senere graver sig ned i jagten på en mistanke. En mistanke om, at mange blev alvorligt syge af det efterfølgende oprydningsarbejde efter ulykken. En mistanke, som han ønskede at konfrontere det officielle Danmark med.

’Idealisten’ er instruktør Christina Rosendahls anden spillefilm, som indbragte hende prisen for bedste instruktør på Beijing International Film Festival i 2016.

Fordøj filmen med tapas

Efter middagen byder ’Dinner & Docs’ på det store tapasbord med et væld af spanske lækkerier. Filmen begynder klokken 17.00, og prisen for hele herligheden er 140 kroner. Køb billetter og bliv klogere på menuen på: www.kmkulturhus.dk.

- læs flere artikler > artikel oversigt...