De unge mødre må forlade Folehaven

ALEXANDRAKOLLEGIET. Den trygge ramme for unge, sårbare mødre og gravide lukker på grund af pengemangel.

Flemming Saugmann

red@lokalavisen-va.dk

KASSEN ER TOM: Det åbnede i 2002 med royal opmærksomhed og indviet af prinsesse Alexandra. Men med udgangen af juni er Alexandrakollegiet i Folehaven fortid. Og slut er det med Mødrehjælpens trygge oase, der blev oprettet for at støtte unge mødre i at etablere sig som forældre og sikre deres fremtid gennem uddannelse.

Årsagen er manglende finansiering af kollegiets aktiviteter, der primært har været betalt af visiterende kommuner. Og selv om kollegiet i 2007 blev etableret som en selvejende institution stiftet af Mødrehjælpen og Kristelig forening til Bistand for Børn og Unge, stod det sidste år klart, at Alexandrakollegiet ikke kunne fortsætte med et finansieringsgrundlag fra kommuner.

Siden har bestyrelsen arbejdet på at skaffe finansiering til at udvikle institutionen fra et kollegie til et såkaldt Community House for børnefamilier.

Men heller ikke den redningsplan er lykkedes:

»Det er med sorg i hjertet, at vi må konstatere, at der ikke er den nødvendige opbakning til at fortsætte drift og udvikling af et Alexandra Community House, selv om vi kan se et stort behov for et Community House for børnefamilier i Folehaveområdet, og vi havde håbet, at det gode arbejde ville kunne fortsættes,« siger Trine Schaldemose, vicedirektør for Mødrehjælpen.

Formand for Alexandrakollegiets bestyrelse, Heidi Graff er ærgrer sig også:

»Vi er meget kede af at måtte lukke kollegiet. Vi kan se, kollegiet igennem mange år har gjort en stor forskel for de unge mødre, der har været tilknyttet. Derfor har vi arbejdet intenst på at forsøge at omdanne kollegiet til et Community House, men vi er afhængig af ekstern finansiering, som det desværre ikke er lykkes at opnå.«

Bestyrelsen har dog ikke helt opgivet. De giver nu stafetten til områdefornyelsen og andre gode lokale kræfter i håb om en redningsplan i 12. time.

- læs flere artikler > artikel oversigt...