43 veloverståede timer i løbehelvede

SEJR. Renni Jaqué fra Toftegårds Allé udsatte sig selv for to døgn i helvede, som endte med en stor personlig sejr, da han løb op og ned af Alpe d’Huez otte gange.

Af Bo Børresen

bob@minby.dk

ULTRALØB: 35 grader i bagende sol den ene dag og fem grader i regn og blæst den anden dag.

Det blev på alle måder to begivenhedsrige døgn for den 39-årige ultraløber, Renni Jaqué fra Toftegårds Plads, da han 8. og 9. september gennemførte sit livs løbetur: Otte gange op og otte gange ned af Alpe d’Huez svarende til 9.000 positive og 9.000 negative højdemeter. I alt 224 kilometers løb. Nonstop vel at mærke.

Renni Jaqué havde nemlig sat sig for at gennemføre det vanvittige løb, som han selv havde fået idéen til, inden for 48 timer. Der var således ikke mulighed for at krybe i ly af hverken sol, regn eller den kolde nat.

Ti timers uvejr

»Den første dag var meget varm. Det var 35 grader i solen og jeg følte mig sgu lidt brændt af sidst på dagen. Aftenen og natten blev lang – dels fordi mit højre ben begyndte at gøre ondt, men også fordi løbet gik fra at være meget fysisk til psykisk. Når det blev mørkt, kom den naturlige træthed, og den skulle jeg holde hen, selvom tankerne i hovedet fortalte mig, at jeg skulle stoppe og sove,« fortæller Renni Jaqué.

Solen stod op ved 8-tiden den næste dag. På det tidspunkt havde Renni Jaqué løbet 140 kilometer og 11.200 højdemeter. Der var således tre ture op og ned af Alpe d’Huez igen.

En times tid senere begyndte det at regne og blæse op.

»Det var ikke smådryp men et decideret uvejr. Det stod på i ti timer, og temperaturen faldt til fem-ti grader. Jeg blev gennemkold, og det blev ikke bedre, da mørket faldt på. Mine ben gjorde rigtig ondt. Mine ankler måtte tapes op, og jeg måtte tage vandrestave i brug.«

Blackouts

Renni Jaqué var i knæ:

»I den sidste del af løbet søgte jeg mere og mere ind i mig selv. Jeg tænkte mange tanker, og jeg blev nu så træt, at jeg fik små blackouts, imens jeg gik og løb. Den sidste tur op føltes uvirkelig og magisk på samme tid.«

Søndag morgen klokken 04.27 ramte Renni Jaqué toppen for sidste gang. Sluttiden hed 43 timer og 27 minutter.

»Jeg mobiliserede den sidste energi og brølede et sejrsbrøl ud i dalen som en sidste hilsen til det fantastiske bjerg. Jeg gjorde det sgu.«


- læs flere artikler > artikel oversigt...